logo
birgit@gallerirothmann.dk| +45 30891983

Det undrer nok ikke nogen, at der i mine billeder næsten altid findes træer og haver i alle afskygninger, skønt malerierne i udtrykket synes at være abstrakte. Billederne er meget intuitive og i stærke farver. De udtrykker derfor altid den sindstilstand, jeg er i på det givende tidspunkt, og er derfor umuligt at arbejde videre på uden at bryde stilretningen. Jeg maler dem derfor oftest over igen og flere gange, for det jeg erfarede i dag, lærer mig, hvad jeg skal arbejde med i morgen.

Jeg udtrykker mig i akrylmaling med alt fra pensler, spartel, papstykker, – til fingrene i en verden af fantasi. Jeg kan ikke lade være. Jeg nyder bare at male, og der er ligesom et behov, der skal dækkes. Jeg bliver ganske enkelt rastløs, hvis jeg har for travlt i en tid. Så savner jeg at udfolde mig og det allerhelst med store armbevægelser og i vilde stærke farver. Med figurer og skrappe farver appellerer malerierne til at gå på opdagelse og fantasere videre.

Malerierne skal give betragteren mulighed for selv at digte videre. Jeg mener, kunstnerens vigtigste opgave er som forskeren hele tiden at undersøge og finde nye måder at fortælle og synliggøre de ting, der rør én i livet. Hvis så også tilskueren forstår reglerne og kan spille med, er målet nået. For mig er formålet med al kunst at dyrke den menneskelige inspiration fra den inderste kreative kilde. Jeg arbejder med de oprindelige skabende kræfter. Min kunstneriske gave til andre og mit allerinderste mål, er at inspirere ved at gøre tingene på en anden måde og skabe noget, som dyrker den menneskelige glæde og troen på det gode i livet.

I årene hvor jeg fungerede som fagkonsulent i dansk og billedkunst ved VIA Center for Undervisning, gav det mange muligheder for at arrangere og deltage i et utal af kurser afholdt af forskellige anerkendte kunstnere og undervisere. Sammen med elever har jeg udført udsmykningsarbejde og deltaget i flere bogudgivelser, heraf et af projekterne i samarbejde med Skovgårds Museet. Ofte har jeg modtaget undervisning hos adskillige kunstnere og deltaget i kurser på Århus Kunstakademi – en kontinuerlig uddannelse og udvikling. Desuden udstiller jeg en gang i mellem på Samsø og i Midtjylland.

Haven og kunsten er to vidt forskellige ting, vil nogle nok mene, men det er det ikke for mig.

Priser og størrelse

  • Pris for malerierne er 2000kr, 2500kr og 3000kr.
  • Materialet er akrylmaling på lærred.
  • Størrelserne er 80×100 og 90×110
  • Ring og spørg om prisen for et enkelt billede